Baggrund, uddannelse og publikationer

Arne Astrup er født i 1955. Han er uddannet læge fra Københavns Universitet, og derefter uddannet speciallæge i intern medicin. Astrup er i dag blevet en kendt forfatter, professor og forsker. Han har siden 1990 været institutleder for Institut for Idræt og Ernæring (tidligere kendt som Institut for Human Ernæring) ved Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. I 1986 modtog Astrup sin doktorgrad for menneskets stofskifte og forbrænding. Astrup har gennem sin karriere udgivet utallige videnskabelige publikationer samt bøger. Han er tilmed blevet placeret som nummer 5 på den amerikanske ISIS Reuters rangliste i 2010 på baggrund af hans forskning indenfor fedme og overvægt. Yderligere har han modtaget æresbevisninger for sin forskning. Astrup ses derfor i manges øjne som en meget anerkendt sundheds- og vægttabsprofet.

Astrup har gennem sit job som institutleder på Københavns Universitet haft stor indflydelse på udviklingen af ernæringsområdet samt været med til at etablere flere kandidatuddannelser omhandlende sundhed og ernæring. Derudover står Astrup bag det store forskningsprojekt ”Diogenes” som er støttet af EU. Studiet påviste, at en proteinrig og lav kulhydrat kost kunne kontrollere vægten hos overvægtige mennesker efter vægttab. På baggrund af ”Diogenes” har Astrup sammen med Christian Bitz skrevet bøgerne ”Verdens Bedste Kur” og ”Verdens Bedste Kur 2.0”. Derudover har Astrup skrevet bøgerne ”Ny Nordisk Hverdagsmad” og ”Rigtig Mad”.

Kan du stole på Arne Astrup eller ej?

Ligeså anerkendt som mange mener Astrup er, ligeså mange kontroverser har han været en del af. Astrup har flere gange tilbageholdt diverse forskningsresultater og videnskab fra hans studier. Blandt andet er Astrup blevet kritiseret for hans bog ”Rigtig Mad”, der fortæller at mættet fedt, saltindtag og rødt kød slet ikke er så farligt, som vi går og tror. Både forskere og Kræftens Bekæmpelse tager stor afstand fra dette, og mener, at dette er videnskabeligt forkert. Derudover har Astrup i flere af sine bøger valgt tvivlsomme forskningsreferencer, der peger på noget andet end hvad han mener, de hævder. Astrup er blevet konfronteret med dette, og har selv udtalt, at han har overdrevet i hans bøger for at skære det ud i pap for folk. Hans bog ”Verdens Bedste Kur” er tilmed blevet kritiseret for den høje proteinholdige kost, hvor Kræftens Bekæmpelse udtaler, at der ikke er evidens for, at dette fører til vægttab på lang sigt, og at det ydermere kan skade dine indre organer. Sidst men ikke mindst anklages Astrup for at sætte danskernes liv på spil, da han i flere af bøgerne har påstået at sukker ikke feder.

Konklusion om Arne Astrup

Som du kan læse, er der mange blandede meninger om Arne Astrup. Flere eksperter og forskere mener, at Astrup er den største sundheds- og vægttabsprofet, der er blevet æret og anerkendt for sit arbejde. Andre mener snarere, at han er en fusker, der ikke refererer ordentligt til forskningen, og sætter befolkningen ud på et sidespor ved at promovere fødevarer, som forskningen tydeligt viser, ikke er godt for dig. Dog har Arne Astrup baggrunden i orden i forhold til så mange andre sundheds- og vægttabsforfattere. Hvis du laver en hurtig Google-søgning af Arne Astrup kan du derfor se mange delte meninger om ham.